Vedtægter
§ 1
Teaterforeningens navn er FREDERIKSHAVN TEATERFORENING. Foreningens hjemsted er Frederikshavn Kommune.
§ 2
Foreningen er oprettet i henhold til lov om teatervirksomhed og har til formål at administrere teaterlovens bestemmelser med henblik på at fremme teaterinteressen inden for foreningens område. Herudover kan foreningen supplere det lokale teatertilbud for børn, unge og voksne med forestillinger, der ikke er omfattet af gældende regler for formidlingstilskud.
Foreningen medvirker desuden til at skabe tilfredsstillende bygningsmæssige forhold for teatret, ligesom foreningen kan medvirke til at skabe og øge interesse for andre kulturelle arrangementer.
§ 3
Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende abonnenter. Abonnement kan tegnes af enhver, der er tilmeldt et folkeregister i Danmark.
Vilkårene for abonnement fastsættes af bestyrelsen med henblik på en løbende regulering i forhold til antal og type af forestillinger i sæsonen.
Ved tegning af abonnement betales et kontingent, hvis størrelse fastsættes af bestyrelsen.
§ 4
Foreningen forpligter sig til alsidighed i repertoiret, idet den køber forestillinger af det producerende teater og oppebærer abonnementsindtægter, indtægter ved anden form for billetsalg og indtægter i form af offentlige tilskud.
Foreningen kan modtage tilskud fra private eller fra erhvervslivet i form af annoncesalg, sponsorstøtte o.l.
§ 5
Foreningens medlemmer, abonnenter og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser.
§ 6
Foreningens bestyrelse består af 7 personer. 6 bestyrelsesmedlemmer vælges på generalforsamlingen. Valgene gælder for 2 år, idet 3 medlemmer afgår på skift hvert andet år. 1 bestyrelsesmedlem udpeges af Frederikshavn Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg for 4 år ad gangen, idet udpegningen følger byrådets valgperiode.
Der er 1 suppleant for de valgte bestyrelsesmedlemmer. Suppleanten vælges hvert år på generalforsamlingen.
De valgte skal være stemmeberettiget på generalforsamlingen.
§ 7
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er fremmødt. Alle beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, dog således, at ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og kan nedsætte arbejds- og underudvalg. Disse refererer til bestyrelsen og har kompetence som besluttet af bestyrelsen.
Sekretæren fører referat fra foreningens møder og er ansvarlig for, at referater o.l. arkiveres.
Formanden, subsidiært næstformanden, tegner foreningen. Bestyrelsen kan meddele prokura og kan ansætte lønnet medhjælp.
§ 8
Foreningens regnskabsår er sæsonåret, der går fra 1. juli til 30. juni.
Bestyrelsen er overfor generalforsamlingen ansvarlig for foreningens midler. Kassereren har ansvaret for udarbejdelse af regnskaber og budgetter samt for rettidig indsendelse heraf til relevante myndigheder.
Der skal uføres en gennemgang af foreningens regnskab af en statsautoriseret eller registreret revisor, for at sikre at informationen i regnskabet er uden væsentlige fejl, og at regnskabet således giver et retvisende billede.
§ 9
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Stemmeberettiget er enhver registreret abonnent fra den indeværende sæson. Alle afstemninger sker mundtligt, medmindre der forlanges skriftlig afstemning, og afgøres ved almindelig stemmeflerhed, dog undtaget de i ' 11 nævnte afstemninger.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af september måned. Indkaldelse til generalforsamling foretages af bestyrelsen og skal ske ved annoncering i dags- eller ugepressen med mindst 2 ugers varsel. Bestyrelsen fastsætter mødetid og -sted.
Generalforsamlingens dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent.
- Formandens beretning
- Kassereren fremlægger
- regnskab til godkendelse
- orientering om budget - Indkomne forslag
- Valg
a) bestyrelse
b) suppleant
- Eventuelt.
§ 10
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes efter beslutning i bestyrelsen.
Endvidere skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling når mindst 25 abonnenter overfor bestyrelsen skriftligt fremsætter begæring herom. En sådan begæring skal indeholde en motiveret dagsorden.
Senest 1 måned efter modtagelse af begæring om ekstraordinær generalforsamling skal denne afholdes. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med sædvanligt varsel.
§ 11
Ændring af foreningens vedtægter kan kun finde sted på en generalforsamling, hvor mindst b af de fremmødte stemmeberettigede vedtager dette. Ophævelse af foreningen kan ske når mindst 2/3 af abonnenterne er til stede på generalforsamlingen og mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget. Såfremt fremmødet ikke er på mindst 2/3, men forslaget i øvrigt ikke forkastes, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling efter sædvanlige regler. Her kan forslaget vedtages med almindelig stemmeflerhed, uanset antallet af fremmødte.
Ved foreningens ophævelse anvendes dens formue til gavn for kulturen i Frederikshavn Kommune efter bestemmelse af den siddende og afgående bestyrelse.
Således vedtaget på ordinær generalforsamling den 23. april 2007.
Mogens Damm, dirigent - Betty Rode, formand





